OPDRÆT


Som opdrætter i Dansk Hamster Forening er man underlagt følgende regelsæt, for at sikre at rammerne omkring opdrættet er i orden. Ethvert brud på regelsættet kan medvirke i fratagelse af opdrætternavnet og/eller være eksklusionsgrund.

 

Regler for opdræt

  1. Foreningens vedtægter og regler skal alle overholdes.
  2. Karantæner og restriktioner udstukket af foreningen skal overholdes.
  3. Ved avl af Campbells og vinterhvid dværghamstere skal der være dokumentation for en artsren afstamning.
    Stk. 2. Bevidst avl af hybrider er strengt forbudt og er eksklusionsgrund.
  4. Opdrætter er forpligtet til at følge foreningens minimumspriser.
    Stk. 2. Den gældende minimumspris for unger er 250,-
    Stk. 3. Minimumsprisen gælder ved al annoncering (også udenfor foreningen, f.eks. DBA).
    Stk. 4. Der kan søges dispensation ved ældre dyr, særlige omstændigheder e.l.
    Stk. 5. Det er tilladt at slå sine kuld op og tage imod reservationer på ungerne. Ungerne må dog ikke flytte fra opdrætteren, blive afhentet eller på nogen måde overdrages til nye ejere, før der er søgt om stamtavle på den enkelte hamster.
    Denne regel gælder altid og på alle platforme, både online og offline.
  5. Opdrætter er forpligtet til at registrerer alle unger og kuld i foreningens stambogsdatabase.
    Stk. 2. Stamtavlen skal senest være ansøgt,  når kuldet er 6 uger.
    Stk. 3. Stamtavlen skal ved forespørgsel altid udleveres af opdrætter.
  6. Opdrætter skal optræde som en god repræsentant for foreningen.

 

Regler for brug af opdrætternavn

  1. Det er kun tilladt at registrere unger, som man selv har opdrættet under éns opdrætternavn.
  2. Et opdrætternavn er knyttet til et personligt medlemskab. Medlemmer bosiddende på samme adresse kan hver have eget opdrætternavn og kan herudover være fælles om ét eller flere opdrætternavne.
    Stk. 2. Retten til delt opdrætternavn forudsætter fælles bopæl og bortfalder, hvis et tilknyttet medlem fraflytter adressen.
  3. Et kuld registreres under det opdrætternavn, hvorunder kuldet er født og opvokset, også hvor opdrætternavnet deles af flere medlemmer. Et kuld kan ikke deles mellem flere opdrættere eller opdrætternavne.
  4. Kuld kan ikke deles mellem flere opdrættere.